• Fri fragt over 800 kr. ekskl. moms
  • /  Dag til dag-levering som normalt
  • Trustpilot
Håndhygiejne: Hvad virker i kampen mod coronavirus

Håndhygiejne - Hvad virker i kampen mod corona?

 

De danske kontorarbejdspladser er så småt begyndt at genåbne – kontrolleret og forsigtigt som Mette Frederiksen har meldt ud, at det bør foregå. Men hvordan beskytter man sig selv og andre mod at blive smittet med corona, når man vender tilbage til kontoret? Hvad skal håndsprit f.eks. indeholde for at virke? Kan håndsprit blive for gammelt? Eller kan man lave sin egen håndsprit? Lomax’ produktchef for hygiejne- og rengøringsprodukter, Brian Christensen, svarer på de oftest stillede spørgsmål.

Hvad er god håndhygiejne?

Lad os starte med at få det vigtigste helt på det rene: God (hånd)hygiejne er det første skridt i at forhindre, at coronavirussen spreder sig. Og også influenza og andre vira for den sags skyld. God håndhygiejne handler om at holde sine hænder rene, altså fri for virus, bakterier, kemiske stoffer og snavs. Og det bedste råd er nemt: Vask hænder grundigt.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at:

  • Fugte hænder og håndled, inden du kommer sæbe på
  • Fordele sæben grundigt på hele hånden
  • Gnubbe i minimum 15 sekunder – husk også fingerspidser, tommelfingre, mellem fingre samt håndrygge, håndflader og håndled
  • Fjerne eventuelle håndsmykker
  • Skylle sæben af og duppe hænderne helt tørre i et rent håndklæde.

Hvis mange mennesker er fælles om samme håndvask, anbefales det at erstatte stofhåndklæder med papirhåndklæder. På den måde sikrer du, at virus ikke spredes gennem ét fælles håndklæde, der bliver brugt til mange hænder.

Når du er på arbejdspladsen, anbefales det i øvrigt, at du vasker hænder:

  • Hvis du har taget offentlig transport til arbejde
  • Før og efter du spiser frokost eller andre måltider
  • Efter toiletbesøg
  • Efter host og nys i hånden
  • Efter at have pudset næse
  • Efter håndtering af affald

Kan håndsprit erstatte håndvask?

Helt overordnet anbefales det, at du bruger håndsprit, hvis du f.eks. er på farten, eller hvis du er et sted, hvor du ikke har adgang til at vaske hænder. Men det er i det hele taget en god idé at desinficere hænder med håndsprit løbende i det daglige, for at minimere risikoen for smittespredning – og for at undgå at vaske hænder hele tiden.

På arbejdspladsen er det f.eks. en god idé at spritte hænder løbende, hvis du:

  • Deler tastatur, telefon, dørhåndtag, kaffemaskine eller andre kontaktpunkter med dine kolleger
  • Rører ved dit ansigt – særligt mund eller næse (mange af os er slemme til helt ubevist f.eks. at klø os ved næseboret eller tørre lidt spyt af mundvigen mange gange i løbet af en dag).

Vær dog opmærksom på, at en forudsætning for at håndsprit virker, som det skal, er, at dine hænder både er rene og tørre. Der må altså ikke være synligt snavs på dine hænder, da håndsprit ikke kan trænge ordentligt gennem snavs og dermed mister den desinficerende effekt.

Hvad skal håndsprit indeholde for at være desinficerende?

Håndsprit består primært af alkohol eller ethanolbaseret alkohol. Det er forskelligt fra produkt til produkt, hvor stor en procentandel alkoholen rent faktisk udgør, men for at være sikker på at opnå en desinficerende effekt, skal du gå efter en håndsprit, som indeholder minimum 70 % alkohol.

Og husk i øvrigt at det er afgørende, at du gnider dine hænder i minimum 30 sekunder eller til håndspritten er gnedet helt ind, hvis det skal virke desinficerende. Læs mere om hvordan du anvender håndsprit korrekt her.

Skal jeg vælge håndsprit som gel, spray, skum eller flydende væske?

Om du bruger håndsprit i gelform, på spray, som skum eller flydende væske har ingen betydning for den desinficerende effekt, så længe produktet indeholder minimum 70 % alkohol. Det handler kun om, hvad du foretrækker. Et populært valg er gel, fordi det kan være lidt nemmere at håndtere.

Kan jeg lave min egen håndsprit?

Der florerer i øjeblikket mange opskrifter på håndsprit på nettet, fordi producenterne i starten havde svært ved at følge med efterspørgslen på håndsprit. Men Miljøstyrelsen fraråder at man giver sig i kast med at lave sin egen håndsprit. De frygter at folks hjemmeeksperimenter kan give falsk tryghed, da et forkert blandingsforhold i den hjemmegjorte udgave kan betyde, at væsken ikke har en desinficerende effekt, som slår virus ihjel.

I øvrigt risikerer man at få lavet en for koncentreret blanding, som kan give bivirkninger så som hud- og øjenirritation eller det, der er værre.

Kan håndsprit blive for gammelt?

Ja, håndsprit kan godt blive for gammelt, er det korte svar. De fleste håndspritprodukter kan holde sig et par år og er gerne mærket med en udløbsdato. Hvis håndsprit står for længe, kan de aktive stoffer fordampe og miste effekten, så det er en god idé at være opmærksom på datomærkningen.

Hvad hedder håndsprit på engelsk, tysk og spansk?

Selvom coronavirus har fået sat en midlertidig stopper for at rejse rundt i verden, drømmer mange lige nu om en ferie væk fra Danmark - hvis ikke i sommermånederne så måske i løbet af efteråret. Men selv når grænserne åbner, og vi begynder at kunne rejse igen, vil det fortsat være vigtigt at holde en god håndhygiejne. Men hvad hedder håndsprit, når du skal købe den lille, smarte rejsestørrelse i udlandet?

Engelsk: hand sanitizer

Tysk: händedesinfektionsmittel

Spansk: gel desinfectante eller alcohol gel

Hvor kan jeg købe håndsprit online?

I starten af coronaepidemien steg efterspørgslen på håndsprit pludselig meget eksplosivt, og det var derfor svært for producenterne at følge med. Hos Lomax arbejder vi dog på altid at have håndsprit på lager, så du nemt kan bestille det online via vores shop.