• Fri fragt over 799 kr. ekskl. moms
  •  |  Dag til dag-levering
  •  | Trustpilot
CSR  |  Omtanke  |  Kundeservice 

5 måder at bruge din kalender på

Senest opdateret 27. april 2023

Kalender med aftaler
En kalender er selvfølgelig perfekt til at holde styr på vigtige aftaler, men faktisk kan du nemt bruge den til meget mere. For mange er kalenderen en forlængelse af dem selv og bruges f.eks. som et kreativt og legende medie. Og der er en rigtig god grund til at bruge kalenderen noget mere – faktisk viser undersøgelser, at de fleste af os husker bedre, når vi skriver ting ned. Derfor har vi opstillet nogle gode råd til, hvad du også kan bruge din kalender til.

Personlig dagbog

Jo mere du benytter din kalender, jo mere personlig bliver den. Heri kan du skrible både de dybeste og inderste tanker ned, dine fremtidige drømme og mål, overvejelser og beslutninger – og du kan designe kalenderen med f.eks. billeder og tegninger, så den afspejler præcis, hvem du er.

Modsat digitale kalendere hvor gamle aftaler forsvinder efter en årrække, så ender mange mennesker faktisk med at gemme deres personlige kalendere og dagbøger i mange år. På den måde kan du kigge tilbage i tiden og genopleve både de gode stunder og vigtige erfaringer.

Person skriver i dagbog

Kreativ notesbog

Vi har alle brug for at lege i hverdagen, og når du skriver, træner du faktisk din hjernes hukommelse og evne til at være kreativ – både visuelt og skriftligt. En kreativ notesbog er derfor et glimrende arbejdsredskab, hvor du kan samle alle dine skøre idéer og tanker, og brainstorme på alt lige fra sjove og skæve input til kruseduller, tegninger og illustrationer.

Opslagsværk og huskeseddel

Brug også din kalender som professionelt og/eller privat opslagsværk og huskeseddel, og hold styr på de vigtigste begivenheder i dit liv – så glemmer du ikke årets Black Friday, den længeventede vinterferie eller mormors 80-års fødselsdag.

Humoerkalender

Energi- og humørkalender

Oplever du nogle gange, at det kan være svært at balancere arbejde og privatliv, så kan det være en fordel at føre en energi- og/eller humørkalender. Det er en god måde at blive klogere på dig selv, da det giver dig overblikket over dine daglige aktiviteter, og hvad der har positiv indflydelse på din hverdag.

Ved at føre en energi- og humørkalender kan du let afkode, hvad du bør bruge dine kræfter på, blot ved at se på hvilke aktiviteter der gør dig i godt humør og giver dig energi. På den måde kan du lægge tid ind til de gode aktiviteter og nedprioritere eller helt fjerne de dårlige aktiviteter, så du kan genoplade batterierne.

Bullet journal

Hvis du elsker at planlægge og organisere dit liv på en inspirerende og kreativ måde, er en bullet journal lige noget for dig. Det er et perfekt kalendersystem, som du selv kreerer og tilpasser til dine behov. En bullet journal kombinerer huskelisten, den klassiske kalender, post-its, dagbogen og meget mere.

Det er et godt redskab til at få styr på alle dine tanker og derigennem også din personlige udvikling. Du får et godt overblik over dit liv og kan reflektere over, hvad du bruger din tid på. Det virker endda afstressende, når du skriver og er kreativ. Du skal blot bruge en notesbog og en kuglepen for at begynde på din egen bullet journal.

Bullet journal

Relaterede artikler