• Fri fragt over 400 kr. ekskl. moms
  • /  Dag til dag-levering / Nyhed - hjemmelevering
  • Trustpilot
Forskellige kaffevarianter

Alt du bør vide om kaffe

Vi danskere drikker i gennemsnit tre til fire kopper om dagen, hvilket gør os til det fjerdemest kaffedrikkende folkefærd i verden. Men har du styr på forskellen på sorterne Arabica og Robusta? Og på hvor mange forskellige typer af kaffe der findes? Vores produktchef for føde- og drikkevarer, Flemming Jørgensen, svarer på disse og mange flere spørgsmål i denne guide om kaffe. Læs med og bliv klogere på den kulsorte drik.

Senest opdateret 30. september 2020

Fra friske grønne bønner til færdig kaffe

Kaffebønnerne findes groft opdelt i to sorter, der kendes som Arabica og Robusta. Smagsnuancerne i begge typer bønner afhænger af oprindelseslandet, men Arabica kaffe er typisk sød og mild og med smag af frugt og bær. Denne sort stammer oprindeligt fra Etiopien, men dyrkes i dag mange steder i verden. 

Robusta er kendt for at være kraftigere og mere bitter i smagen og bliver som regel dyrket i Vest- og Centralafrika. Denne sort bruges ofte til instant kaffe eller espresso.

Robusta indeholder mere koffein end Arabica. Dette skyldes, at Robusta vokser i lavere områder omkring ækvator, hvor der er flere skadedyr og plantesygdomme. Robusta producerer derfor mere koffein for at beskytte sig mod mod at blive angrebet eller inficeret.

  • Arabica: Aromatisk rund og blød kaffesmag, som de fleste smagsmæssigt foretrækker. Arabica er de meste anvendte bønner verden over - ca. 70 % af verdens kaffeproduktion betår af denne bønne.
  • Robusta: Mere fast og bitter smagen og mere modstandsdygtig overfor sygdomme, insekter og klima. Kan dyrkes i alle højder og er dermed billigere at producere.

Hvilken ristning skal jeg vælge?

Når kaffebønnerne når ud til producenterne, er det forskelligt, hvordan bønnerne bliver ristet. Ristning er en hel videnskab i sig selv, og kan være lidt af en kunstform. Ristningen har betydning for, hvilken smag kaffen får i sidste ende. Kaffebønnerne bliver ristet ved forskellige temperaturer og tider for at frembringe de helt rigtige smagsnoter. Men hvad er egentlig forskellen på lys-, mellem- og mørkristede bønner?: 

  • Lysristede: Ordet afslører det lidt. Bønner som er lysristede, har en lys farve, fordi de er ristet i kort tid. Her får du en kaffe, der er mild, let og blød i smagen. Derudover holder de lidt mere på de oprindelige smagsnuancer, da de ikke bliver ristet så meget, at smagen forsvinder ud af bønnerne.
  • Mellmristede: Bønner som er melleristede, ristes i lidt længere tid end lysristede bønner, hvilket giver dem en mørkere farve. Kaffens naturlige smag kan stadig smages, men de er også kraftigere og mere fyldige i smagen. Mellemristede bønner bliver især brugt til formalet kaffe.
  • Mørkristede: Man kan hurtigt forveksle mørkristede bønner med mørk chokolade på grund af den meget mørke farve, som kommer af den lange ristetid. Mørkristede bønner har den kraftigste smag af de tre varianter og er lidt mere bitter i smagen, fordi næsten alle de naturlige smagsnuancer fra kaffen er blevet erstattet af nye aromaer under ristningen.

Du kan altid se ristningsgraden på kaffeposen. Men hvilken ristning skal man vælge til hvilke typer kaffe? En lysristet kaffe egner sig rigtig godt til dem, som elsker en sort kaffe på grund af dens subtile smagsnuancer. En mellemristet kaffe er et godt match til dem, som godt kan lide en bitter og kraftig eftersmag. Og de mørkristede bønner er perfekte til espressodrikke som f.eks. cappuccino, latte eller iskaffe.

Vil du have vores tips og tricks til, hvordan du brygger en god kop kaffe, så læs med her.

Hvilke forskellige kaffetyper findes der?

Den største udvikling inden for kaffens historie er sket inden for de sidste 30 år. I dag findes der mange forskellige måder at lave kaffe på. Man kan lave kaffe med alt fra formalede bønner og hele kaffebønner til instant kaffe eller kaffekapsler. Men hvad er forskellen på de forskellige typer egentlig?

Hele kaffebønner: En særlig populær måde at nyde sin kaffe på er friskmalede kaffebønner, der bliver kværnet i en kaffekværn eller på en maskine lige før brygningen. Her opnår man en høj oplevelse af friskhed, duft og flere smagsnuancer, fordi bønnerne først bliver 'tilberedt' lige inden, de skal bruges.

Formalet kaffe: En ret velkendt type kaffe er filterkaffen. Med formalet kaffe er du klar til at brygge god kande filterkaffe med det samme uden brug af kværn. Hæld den ønskede mængde formalede kaffe i kaffemaskinen og nyd en kop dampende varm kaffe. For at få alle smagsnuancer med, fungerer det bedst, hvis vandets temperatur er mellem 92-96°C.

Kaffekapsler: Elsker du også de mange lækre varianter af kaffe som f.eks. cappuccino, espresso, latte macchiato og café au lait? Så er kaffekapsler et godt valg. Du kan nemt blive din egen barista i dit eget køkken, hjemme eller på kontoret. 

Kaffekapslerne er designede til at give den samme gode smag hver gang. Du får en lækker og cremet kaffe på kort tid. Nogen vil derfor mene, at kaffekapslen er kaffens svar på et tebrev. Nemt, bekvemt og hurtigt. Vælg den ønskede smag, læg kapslen i maskinen og gør dig klar til at nyde en kop kaffe som på caféerne.

Vær opmærksom på, at du skal have en kaffekapselmaskine, der passer til dit foretrukne mærke. Det kan f.eks. være fra Dolce Gusto, Tassimo eller Nespresso.

Instant kaffe: Instant kaffe er også blevet en populær drik i Danmark. Det er hurtigt og nemt. Det man skal være opmærksom på, når man køber instant kaffe er, at der både findes frysetørret og spraytørret instant kaffe. Den frysetørrede kaffe bibeholder flest smagsnuancer, hvorimod den spraytørrede metode er lidt hårdere ved kaffen, og derfor opnår man ikke helt samme gode kvalitet som ved frysetørring.

Kan kaffe blive for gammelt?

Holdbarheds- og ristningsdato bør fremgå af kaffens emballage. Kaffe bliver sjældent decideret dårligt og kan derfor sagtens holde længe, hvis det opbevares hensigtsmæssigt både før og efter, at emballagen er brudt. Det vil sige, at kaffe altid skal opbevares mørkt, tørt og køligt i en lufttæt beholder. Dette er også grunden til at kaffe er mærket med en ”bedst før dato” i stedet for en dato for sidste anvendelse.

Dog vil kaffen altid være stærkere i smagen jo friskere den er. Smagsnuancerne og aromaerne bliver svagere over tid og allerede 14 dage efter ristningen begynder de at miste smag. For den bedste og mest smagfulde kaffeoplevelse er det derfor afgørende at bruge friskristede bønner.

Er kaffe sundt?

Vi danskere drikker i gennemsnit tre kopper kaffe om dagen. Mange starter med en opkvikkende kop om morgenen, og de fleste tager gerne en kop efter frokost som fornyet energi til arbejdet om eftermiddagen. Kaffe drikkes også i mange andre anledninger. Det er f.eks. en perfekt afslutning på en god middag, det danner rammen om en hyggelig cafédate med en god ven og det er uundværligt til det lange møde på arbejdspladsen. Men hvad gør kaffe ved kroppen, og er det overhovedet sundt for os?

Der er lavet mange videnskabelige undersøgelser på, om kaffe er sundt eller skadeligt for kroppen. Som med så mange andre fødevarer, så har kaffe en positiv indvirkning på kroppen, hvis den indtages i moderate mængder. Forskningen viser, at ca. 1-3 kopper kaffe om dagen er sundt. Det kan minimere risikoen for sygdomme som f.eks. sukkersyge, Alzheimers og depression. Kaffe er desuden spækket med bl.a. B2-, B3- og B5-vitaminer samt magnesium - og selvom kaffe ikke indeholder lige så mange vitaminer og antioxidanter som frugt og grøntsager, er kaffe stadigvæk en god kilde. 

Der er altså al mulig god grund til at drikke kaffe.

Koffein eller koffeinfri?

Kaffe indeholder koffein, ligesom bl.a. te, cola, kakao og chokolade også gør. Koffein virker opkvikkende på kroppen. Det er forskelligt, hvor meget koffein, der er i en kop kaffe. Det kan svinge mellem 50-150 mg alt afhængig af hvilken type kaffe, man drikker. Det anbefales, at man ikke indtager mere end 300-400 mg koffein om dagen, fordi det kan have konsekvenser for sundheden og helbredet. 

Er du storforbruger af kaffe, skal du være opmærksom på, at dit forbrug af kaffe kan påvirke din søvn, også selvom du har drukket kaffe i mange år og din krop har udviklet en tolerance over for koffein. Koffein kan spores i kroppen helt op til 15 timer efter indtag. Hvis du vil øge din søvnkvalitet, kan det derfor være en god idé at skære ned på dit kaffeindtag særligt i aftentimerne tæt på sengetid. 

Udover søvnproblemer kan et stort forbrug af kaffe også give en række fysiske bivirkninger såsom anspændthed og uro i kroppen samt hjertebanken og hovedpine. Og så kan det faktisk også påvirke humøret, fordi man under stor påvirkning af koffein bliver lettere irritabel end normalt.

Er du meget glad for kaffe, men vil du gerne passe på ikke at få for meget koffein, så kan koffeinfri kaffe være en mulighed måske bare som et supplement. Koffeinen udtrækkes imens bønnen stadig er grøn, dvs. inden kaffebønnerne bliver ristet.