• Fri fragt over 799 kr. ekskl. moms
  •  |  Dag-til-dag levering
  •  | Trustpilot
CSR  |  Omtanke  |  Kundeservice 

Hvor meget må en firmajulegave koste?

På et helt kalenderår må du højest give dine medarbejdere gaver for 1.400 kr. inkl. moms i alt, hvis gaverne skal være skattefrie. Så langt så godt. Der er dog også en række andre tekniske regler omkring beskatning, som betyder, at julegaver kan være både skattefri og skattepligtige. Vi kommer her med nogle eksempler, som gerne skulle dække alle scenarier – uanset om du har givet andre gaver i løbet af året og uanset julegavens størrelse.

Eksempel 1 (det samlede beløb er over 1.400 kroner, men julegaven overstiger ikke 1000 kroner):

Du giver en julegave med en værdi på 900 kroner til en medarbejder. Medarbejderen har tidligere på året modtaget gaver for 600 kroner. Det samlede beløb overstiger nu 1.400 kroner, men julegaven overstiger ikke 1000 kroner, så medarbejderen skal derfor KUN betale skat af de 600 kroner.

Eksempel 2 (det samlede beløb er over 1.400 kroner, og julegaven overstiger 1000 kroner):

Du giver en julegave til en medarbejder, og gavens værdi er 1.000 kroner. Medarbejderen har tidligere på året modtaget gaver for 500 kroner. Det samlede beløb overstiger nu 1.400 kroner, og da julegaven også overstiger 1000 kroner i værdi, skal den også beskattes. Medarbejderen skal derfor betale skat af HELE beløbet på 1.500 kroner.

Eksempel 3 (der er ikke givet andre gaver i løbet af året, og julegaven overstiger ikke 1.400 kroner i værdi):

Du giver en julegave med en værdi på 1.000 kroner til en medarbejder. Medarbejderen har ikke modtaget andre gaver i løbet af året, og julegaven overstiger ikke 1.400 kroner i værdi, så der skal IKKE betales skat.

Eksempel 4 (der er ikke givet andre gaver i løbet af året, men julegaven overstiger 1.400 kroner i værdi):

Du giver en julegave med en værdi på 1.500 kroner til en medarbejder. Julegaven overstiger 1.400 kroner i værdi, så den skal derfor beskattes – uanset om der er givet andre gaver i løbet af året.

Beskatning af jubilæums- og lejlighedsgaver

Jubilæums- og lejlighedsgaver er som udgangspunkt skattefrie og skal derfor ikke medregnes i det årlige gavebeløb.

Ved jubilæer efter 25, 35, 40, 45 og 50 års ansættelse i virksomheden må medarbejderen få en skattefri gave på op til 8000 kr.

Lejlighedsgaver af sædvanligt omfang er skattefrie. Altså almindelige gaver, som markerer en privat mærkedag, f.eks. fødselsdag, barnedåb, konfirmation, bryllup og lignende. Der er ingen faste grænser for værdien af lejlighedsgaver, men de er dog fuldt skattepligtige, hvis værdien er større end, hvad der normalt anses for passende.

Du kan læse mere om reglerne for beskatning af firmagaver på SKATs hjemmeside her.

Siden er senest opdateret d. 23.04.2025.