• Fri fragt over 799 kr. ekskl. moms
  •  |  Dag til dag-levering
  •  | Trustpilot
CSR  |  Omtanke  |  Kundeservice 

Sådan bruger du håndsprit - rigtigt

Senest opdateret 14. december 2021

Kvinde bruger håndsprit
De fleste af os er ikke i tvivl om, at det er vigtigt med god håndhygiejne for at mindske spredningen af sygdom, og at håndsprit er et effektivt middel i kampen mod coronavirus og andre vira. Men hvor meget sprit skal man bruge? Og er det nok bare at fugte hænder og fingre og derefter lade dem lufttørre? Læs med her og lær, hvordan du bruger håndsprit korrekt og forebygger risikoen for sygdomssmitte på arbejdspladsen.

Hvorfor er det en god idé at bruge håndsprit?

Når vi hoster eller nyser, kommer en lille ’byge’ af bittesmå dråber fyldt med bl.a. vira ud af vores næse eller mund, og vi har derfor lært, at vi skal nyse i vores ærme i stedet for ud i luften. Men mange af os er slemme til helt ubevist f.eks. at klø os ved næseboret eller tørre lidt spyt af mundvigen, og så har vi balladen med spredning af vira fra hænderne, når vi rører ved f.eks. dørhåndtag, tager en kop kaffe fra den fælles kaffemaskine eller deler tastatur med vores kolleger.

Korrekt håndhygiejne er derfor ifølge Sundhedsstyrelsen afgørende for at mindske spredningen af coronavirus og andre vira på arbejdspladsen.

Mand sidder og arbejder

Undgå typiske fejl når du bruger håndsprit

Men hvad er korrekt håndhygiejne? Hvis vi ikke er oplyst om, hvad vi skal være opmærksomme på, når vi desinficerer vores hænder med håndsprit, så virker den desværre ikke optimalt. Derfor er det vigtigt, at vi ved hvilke fejl, vi skal undgå:

  • Mængden af håndsprit er ikke tilstrækkelig
  • Hænderne rystes til de lufttørrer
  • Hænderne gnides ikke længe nok mod hinanden, så spritten tørrer ikke ordentligt ind
  • Spritten bliver ikke fordelt ordentligt på håndflade, fingre og håndled
  • Håndspritten bliver brugt på våde eller beskidte hænder.
  • Sådan anvender du håndsprit korrekt

    Hvis vi skal have det fulde udbytte af håndsprit og minimere risikoen for at sprede coronavirus og andre vira er det enormt vigtigt, at vi bruger spritten rigtigt. Lomax’ produktchef for hygiejne- og rengøringsprodukter, Brian Christensen, forklarer her, hvordan du anvender håndsprit korrekt:

    Brug rigeligt sprit: Det anbefales, at man bruger ca. 3 ml håndsprit (som en lille teske) til at desinficere hænderne, så der er nok til at komme hele vejen rundt. Vær i øvrigt opmærksom på, at indholdet af alkohol i den håndsprit, du bruger, er over 70 % - ellers opnår du ikke en desinficerende virkning.

    Gnid hænderne mod hinanden i mindst 30 sek. eller til hænderne er helt tørre: Hvis ikke du gnider hænderne mod hinanden i min. 30 sek. til de er helt tørre men bare ryster dem, så de lufttørrer, slår du ikke eventuelle vira ihjel.

    Husk hele hånden og alle fingre – glem ikke mellem fingre og håndled: Når du skal desinficere dine hænder med håndsprit, er det vigtigt, at du er omhyggelig og sørger for at gnide spritten på både håndfladerne, håndryggen, fingrene, mellem fingrene og op ad håndleddet.

    Fjern håndsmykker: Husk at fjerne eventuelle håndsmykker, da vira og bakterier også samler sig under disse.

    Sørg for, at dine hænder er både rene og tørre: Er der tydeligt snavs på dine hænder, er det vigtigt at vaske det af med vand og sæbe først, ellers virker håndspritten ikke optimalt. I øvrigt skal dine hænder også være helt tørre, da våde hænder fortynder spritten og dermed har en nedsættende effekt. Altså, dine hænder skal være synligt rene og helt tørre, når du bruger håndsprit.

    Skal det også være nemt for dine kolleger at anvende håndsprit rigtigt? Download vores lille guideline til korrekt anvendelse af håndsprit her og hæng den op ved siden af håndspritten på din arbejdsplads.

    Vi forsøger altid at have håndsprit på lager.

    Relaterede artikler

    Er du i tvivl om, hvad en håndsprit skal indeholde for at være effektiv nok? Om håndsprit kan erstatte håndvask? Eller hvornår og hvor ofte det anbefales at bruge håndsprit? Vi har forsøgt at samle og besvare ofte stillede spørgsmål om håndsprit og håndhygiejne i artiklen nedenfor. Eller læs om alt det nødvendige, du skal vide om mundbind.